Vil være på fornavn med kunderne…

Lokal købmandsbutik skifter navn til »Bjørn«

Artikel af: MICHAEL SAND ANDERSEN

Spar-butikken i Borbjerg hedder fra lørdag morgen »Bjørn«. Købmand Bjørn Jacobsen forklarer, at man gerne vil være vise, at man er en del af lokalsamfundet og på fornavn med kunderne.

Indbyggerne i Borbjerg får sandsynligvis et chok, når de fra lørdag morgen vil handle ind i den lokale købmandsbutik.

Butikken, der for et år siden flyttede i en helt nybygget butik på Hvamvej, skifter nemlig navn. Fra lørdag morgen er Spar-navnet således udskiftet med »Bjørn« – opkaldt efter ejeren Bjørn Jacobsen.

»Vi vil gerne signalere, at vi er en af de lokale i byen, og vi gerne vil være på fornavn med vores kunder,« siger Bjørn Jacobsen, der udover at være ejer af købmandsbutikken i Borbjerg også er med i Spar-kædens kædeudvalg, der blandt andet planlægger kampagner og andre tiltag i købmandskæden.

Navneskiftet sker i lighed med 121 andre Spar-butikker landet over, der også ligger i mindre byer.

»Det er i de byer, hvor vi med gerne vil gøre opmærksom på, at vi er mere end bare en købmandsbutik. Med blandt andet posthus, frisk brød, blomster og lignende er butikken en del af byen, og vi vil gerne være på fornavn med kunderne,« siger købmanden.

Skal adskille os
Bjørn Jacobsen har ikke noget problem med, at det nu er hans navn, der nu kommer til at pryde blandt andet facaden og en del inventar i butikken.

»I første omgang, synes jeg at den skulle hedde »Bjørn og Hanne«, da min kone jo også er medejer. Men det var der så ikke plads til på skiltet. Men jeg synes, det er en skæv idé, der adskiller os fra de store butikskæder, hvor der ikke er samme forhold mellem kunderne, ejeren og personalet,« siger Bjørn Jacobsen, der også beroliger kunderne, der normalt handler i butikken.

»Det vil være det samme personale, der vil behandle kunderne, som de altid har gjort – måske endda lidt bedre,« siger han og viser et kort, som alle medarbejderne har fået, med syv råd.

Her står blandt andet »Vi ser kunderne i øjnene« og »Jeg gør mit for at butikken ser præsentabel ud«.

»Det er måske en selvfølge som butiksansat, men nu bliver vi lige mindet om det endnu engang,« siger Bjørn Jacobsen.

Det er i første omgang planlagt, at købmandsbutikken skal hedde »Bjørn« i tre uger, men Bjørn Jacobsen afviser ikke, at navnet kommer til at hænge lidt længere.

Link til oprindelig artikel: Dagbladet Holstebro Struer