Storfamilie ventede to år i en lille lejlighed på drømmehuset

Hanne Jacobsen gør indretningen i familiens nybyggede hus personlig med gamle ting. Huset ventede de i alt syv familiemedlemmer på i to år – i en lille lejlighed.

Foto: : Camilla Skøtt
Artikel af: Metemaje Skøtt

Da Hanne og Bjørn Jacobsen besluttede sig for at gå efter drømmen og bygge deres eget hus, sagde de samtidig farvel til eget soveværelse og privatliv for en periode. De solgte deres gamle hus og flyttede ind i en lille lejelejlighed, imens planerne om det nye hus tog form.

Der ryger både grin og smil hen over bordet, når Bjørn og Hanne Jacobsen fortæller om den periode, hvor de stod mellem to hjem.

De flyttede ind i deres nuværende hus, en nybygget villa på 210 kvm, i 2016. To år før det solgte de deres gamle hus, og i mellemtiden boede de først i en lille toværelseslejlighed og derefter en lidt større lejlighed. Med fem børn!

Det første halve år efter de havde solgt deres hus, boede de derfor en hel familie på syv medlemmer i en lillebitte lejlighed, som de valgte, fordi den lå tæt på deres arbejde.

Huset set fra baghaven, hvor der bl.a. er sat store gulv til loft-døre i, som kan åbnes op ud mod terrassen.

Her bor:
Hvem: Hanne Jacobsen på 42 år og Bjørn Jacobsen på 45 år sammen med deres fem børn: Frederik 16 år, Mads 14 år, Nicolai 12 år, Christian 10 år og Signe Mai på 6 år. Parret ejer købmandsbutikken i Borbjerg, som de har overtaget efter Bjørn Jacobsens forældre. Parret har haft butikken i 13 år. Følg Hanne på Instagram: @h_b_j_76.
Hvad: Familien bor i et nybygget hus fra 2016 på 210 kvm. Grund på 900 kvm.
Hvor: Landsbyen Borbjerg uden for Holstebro.
 

Hanne Jacobsen pakkede hele huset ud egenhændigt, da de fik nøglerne. Foto: Camilla Skøtt

Under hele byggeprocessen kom familien ofte forbi huset og så, hvordan det langsomt tog form. Det var en spændende proces, fortæller Hanne og Bjørn Jacobsen, der altid har drømt om en dag at bygge et nyt hus op fra bunden præcis ud fra de tanker og idéer, de havde. Foto: Camilla Skøtt

De ejer købmanden i Borbjerg ved Holstebro og var på daværende tidspunkt i gang med at bygge en ny bygning til forretningen, som skulle ligge tæt på byens nye udstykning, hvor de håbede, at de kunne bygge deres drømmehus. De byggede således ny butik i 2014, som de åbnede i februar 2015, og nyt hus i 2016, så det har taget tid og kræfter, fortæller parret.

»Det første halve år boede vi på 70 kvm, og vi sov alle sammen i det samme rum, hvor vi også spiste. Heldigvis var det sommer, og der var en lille have til, som vi også kunne være i, men der var hverken opvaskemaskine eller tørretumbler, som ellers er meget rart at have med fem børn. Men det var nu alligevel en megahyggelig tid,« siger Hanne Jacobsen og fortæller, at især børnene nød tiden i den lille lejlighed.

Efter et halvt år rykkede familien videre til et lidt større sted, og især Hanne Jacobsen begyndte at se frem til sit eget hjem igen.

»Vi har altid vidst, at vi gerne ville bygge et nyt hus engang, især fordi vi ikke selv er typerne, der har lyst til at gå og lave småting på et hus, som du ofte skal med en ældre bolig. I et nyt hus begynder du forfra, og på den måde kunne vi også få fem børneværelser. Det er der sjældent i andre huse. Men det var svært at vente på, at det skulle blive færdigt,« siger Hanne Jacobsen og fortsætter:

»Fordi jeg virkelig så frem til det nye hus, havde jeg utrolig nemt ved at falde til her. Jeg havde sådan længtes efter et praktisk hus, som jeg synes, vi har fået her. Børnene derimod skulle lige vænne sig til det. De syntes, at det havde været så hyggeligt, at vi alle sov sammen og var så tæt på hinanden. Men nu er de ret glade for deres egne værelser, selv om de også tit sover sammen i det nye hus.«

Fakta om husprojektet
Samlet pris for alle udgifter – herunder grund og hus: 3,1 mio. kr.

Sådan så huset ud under opførelsen. Foto: Privat

Faktisk var Hanne Jacobsen så ivrig efter at flytte ind, at hun de sidste måneder før overtagelsen kiggede forbi huset flere gange om dagen. Til sidst besluttede håndværkerne at sætte ekstra skub i tingene, så familien kunne flytte ind i december 2016 i stedet for i januar året efter. Og det vakte stor begejstring i familien, som nu kunne holde jul i det store hus.

»I den weekend, hvor vi fik huset, tog Bjørn børnene med over til sin lillebror, så jeg kunne sætte alting på plads. Først rykkede vi alle vores møbler og kasser ind fredag og lørdag. Det stod hulter til bulter, og så tog Bjørn af sted. Og jeg var så opslugt, at jeg slet ikke sov. Jeg blev ikke træt, jeg var så begejstret og ivrig efter at indrette vores sted. Da de kom tilbage, var der måske fem flyttekasser, der endnu ikke var pakket ud,« fortæller Hanne Jacobsen og smiler.

Hun fortæller samtidig, at hun er heldig, fordi Bjørn Jacobsen hverken går op i store højttalere eller cykler, der skal hænge på væggen. Han er godt tilfreds med den indretning, som Hanne Jacobsen laver, og hun står næsten 100 pct. for den del i derse fælles hjem.

Møbler med historie
Det tog ikke lang tid for Hanne Jacobsen at indrette familiens nye hus. Hun havde næsten allerede gjort det i sit hoved, før de flyttede ind. Sådan er hun. Altid i gang med et projekt og som regel har hun lavet en plan, før hun går i gang.

»Jeg bliver aldrig helt færdig med at indrette, og der er altid lige en væg, jeg gerne vil male. Det er sjældent, at tingene står samme sted i lang tid, og det skyldes nok mest, at jeg synes, at rummene får et fornyet “look”, når der bliver rykket lidt rundt. Og jeg får en ro, når jeg laver om. Når tingene har stået på en bestemt måde et stykke tid, synes jeg, de bliver uordentlige, og så rykker jeg rundt på mine sager, sætter et par nye blomster eller grene ind, og så er udtrykket anderledes og igen roligt,« siger Hanne Jacobsen.

I det store køkken-alrum holdt i rolige farver er den centrale plads området omkring spisebordet og køkkenøen, hvor familiens måltider bliver indtaget. Foto: Camilla Skøtt

Spisekammeret med dør i rustikt look er placeret i forbindelse med køkkenet.

Hanne Jacobsen synes, at et helt hvidt køkken kan blive kedeligt. Hun har derfor malet væggen med Kabe-maling og hængt en tingholder op på væggen tilsat planter og køkkensager i varme farver.

Hanne og Bjørn Jacobsen har en lille interiør- og blomsterafdeling i deres købmandsbutik, hvor Hanne Jacobsen kan få afløb for sin interesse for interiør og indretning. Men selv om hun dagligt arbejder med netop interiør, bliver hun aldrig træt af at lave om derhjemme.

Så sent som forleden dag solgte hun spisestuestolene, og familien sidder nu på en gammel bænk, hun hev ind udefra og malede. Sådan er det, der sker altid noget nyt derhjemme. Men selv om der bliver flyttet rundt i indretninger, er der flere møbler, som altid vil have en plads i huset. Det er arvestykker, som Hanne Jacobsen aldrig går af med.

»Vi har en del ting, som vi har arvet efter mine bedsteforældre eller fra Bjørns forældre, som vi har overtaget købmandsbutikken efter. Sagerne stod i den gamle butik, og dem har vi altså taget med og sat i stand,« siger Hanne Jacobsen.

Badeværelserne i familiens hus er ganske store og lavet, så der er plads til mere end én foran spejlet.

I soveværelset har Hanne Jacobsen fået skåret en træramme ud og sat den op på væggen, så den fungerer som sengegavl til sengen. På træpladen har Hanne Jacobsen hængt to lamper op på et søm, og de fungerer som sengelamper. Foto: Camilla Skøtt

De har bl.a. et stort gammelt reolsystem, der hænger på væggen i spisestuen. Og der bliver det, for det er både hyggeligt, meget tungt og har været ret besværligt at sætte op, fortæller hun.

De praktiske flader er nødvendige
Kontrasten mellem de nye omgivelser og de ældre møbler er synlig, men det skaber ikke stilforvirring. Hanne Jacobsen har gjort meget ud af at skabe en balance mellem nyt og gammelt i huset.

Hun har sørget for, at hverken de nye elementer eller de ældre møbler har fået for meget plads. For selv om Hanne Jacobsen er vild med møbler, der har historie, kommer hun ikke udenom, at et nyt køkken og et praktisk vaskerum med moderne skabe er geniale, når man er en storfamilie.

Hanne Jacobsen har fundet en gammel stations-bænk, som hun har sat op på væggen i gangen.

»Alle vores gulve er super praktiske, så de nemt kan støvsuges og vaskes. Vi har mange skabe til opbevaring og to køleskabe, fordi vi ofte køber meget ind. Vi har også to vaskemaskiner og et godt bryggers, og så har vi flader, som gør, at fedtfingre ikke kan ses,« siger Hanne Jacobsen og forklarer, at der desuden er blevet plads til et lille spisekammer i huset. Og det værdsætter hun næsten dagligt:

»Jeg kan bedst lide, hvis tingene ser ordentlige ud og derfor er det skønt med et spisekammer. Det er mere praktisk end at have alting i skuffer. Her kan vi nemmere overskue, hvad vi har på hylderne, og der er plads til mere,« siger hun.

Det absolutte yndlingsrum for alle og især Hanne Jacobsen er køkken-alrummet, for her er der plads til hele familien. Og den store køkkenø har uventet vist sig at være et af de bedste tilvalg, der er lavet på huset, fortæller hun.

Ved husets indgang har Hanne sat et lille bord og en plante, som skaber hygge.

I garagen har familien lavet et overdækket lounge-område af paller og hynder, som kan bruges på kolde danske sommerdage.

»Der sidder altid løbende mindst ét barn her ved køkkenøen og spiser morgenmad om morgenen, mens jeg laver madpakker. Og igen om eftermiddagen, når de kommer hjem fra skole.«

Den køkkenø er centrum for en masse gode samtaler og hygge. Og Hanne Jacobsen er hver dag taknemmelig for den bolig, som hun og familien har fået skabt. Den har nemlig alt.

Link til oprindelig artikel: Jyllands-Posten Livsstil